Om

Lotte Brosbøl


CV

Født i 1961

Bosiddende i Egå, hvor jeg gennem de sidste 30 år har udøvet min kreativitet fra eget atelier samtidig med et fuldtidsarbejde. I en periode har jeg delvis ernæret mig som kunstner og løbende taget kurser på Århus Kunstakademi. Her blev grundlaget skabt for mange udstillinger i større danske virksomheder og organisationer såvel som Stat, Amt og Kommune (se udstillerliste).

Min baggrund er meget alsidig. Oprindelig er jeg fra Århus og uddannet indenfor økonomi/markedsføring. Bosiddende i London i et par år, hvor jeg dels trænede professionelt i dans dels arbejdede som sekretær for en engelsk Audio Visuel virksomhed.
Derefter gik turen til København som danser på Det Ny Teater og i Tivolirevyen. I København blev der også tid til at undervise og koreografere indenfor jazz og moderne dans. Igennem de sidste 35 år har jeg arbejdet som projektleder indenfor reklame- TV, trykkeribranchen, og for møbelkæderne IDEmøbler, Garant, Bolia.com og Actona Company.
Jeg er også mor til 3 voksne børn, som jo både beriger og udvikler.

LOTTE BROSBØL´S UNIVERS ER AT SKABE….farverige malerier med stor spontanitet og lader sine følelser og tanker være katalysatoren. Hun sparer ikke på de stærke udtryk. Glæde og latter – sorg og vrede – kærlighed til mennesker og natur danner et samlet indtryk af en sprudlende kreativitet og en energisk og opofrende kunstner med stor nysgerrighed og glæde ved tilværelsen og den verden vi lever i.

SAGT OM LOTTE BROSBØL
Fornemmelsen af at stå ved en afgrund og kigge ned i et stort boblende hav af lava, at være på vej dybt ind i en mystisk og dragende urskov men heldigvis vide, at hvis man hopper ud eller fortsætter vejen, så bliver man ”reddet”. Eller ligge på en sommer eng og langsomt blive søsyg af at iagttage drivende skyer – Lottes malerier kryber ind under huden på betragteren, og historierne er helt sikkert forskellige afhængig hvem man er.

Lag-på-lag springer farverne ud mellem hinanden og udgør et sandt fyrværkeri af ekspressive udtryk, som aldrig synes at have hverken ende eller begyndelse. Man bestemmer selv hvor rejsen skal gå hen – ud i universet eller dybt ned under havets eller jordens overflade og af og til støder man på en konturerne af en krop, en arm, et hoved eller andre genkendelige fænomener. God tur!